Af Johanne Sønderlund Birn, Cand.it og selvstændig konsulent & Jane Dyrhauge Thomsen, psykolog og Ph.d
Det er sæson for julefrokoster. Det betyder fest og ballade, men også intimitet og hygge med venner og familie. Uanset om det handler om fest og farver eller hygge og nærvær, indgår der mad. Og ofte i meget store mængder. Det gør der fordi, mad er del af vores traditioner i julen. Vi viser vores kærlighed til og engagement i vores gæster ved at diske op med sild, fiskefileter, medister, rødkål, ris á la mande, konfekt, nødder, klementiner og alt det andet der hører julebordet til. Julen er en særlig tid og her gør vi ting, som vi ikke gør på andre tider af året.
Med til de bugnende juleborde hører desværre også et stort madspild. Ifølge Landbrug & Fødevarer er der tale om madspild i julen for svimlende 1,4 mia. kr. Og selvom vi alle efterhånden kender rådene – køb ikke mere ind end du skal bruge, lav kun den mad I spiser, pak rester væk så de kan genbruges – så er det massive mængder mad, der ryger i skraldespanden. Vi ved jo godt at det ikke er i orden at smide mad ud. Men det sker altså alligevel. Fordi julen og julemaden i høj grad handler om følelser frem for fornuft. Det er følelserne der styrer slagets gang, når indkøbsvognen skal fyldes i supermarkedet – der skal være nok af det hele og helst mere end nok. Og menuen, ja den ligger formentlig fast ved at være en tradition, der har fulgt familien i generationer. Der er altså flere dilemmaer på spil, når julemad og reduktion af madspild skal kombineres.
Dels er vi oppe imod stærke følelser der i bund og grund handler om, at vi vil gøre det allerbedste for dem, vi holder af. Dels er vi bundet af en række forventninger koblet til julemad og juletraditioner. Det er altså potentielt konfliktstof, når vi går ind og piller ved julebordene rundt omkring, fordi ”vi plejer jo…” og ”det er altså en del af vores jul – og har altid været det”.
Det betyder dog ikke, at det er umuligt at gøre noget andet end vi plejer og måske ende med at smide lidt mindre mad i skraldespanden. Men det betyder, at vi skal være opmærksomme på, at der skal en anden argumentation til for at ændre noget. For eksempel ved at vi hjemme i familierne bliver opmærksomme på, hvad julemaden betyder – og dermed kan begynde at overveje, om vi kan skabe samme betydning uden overfloden af mad. Måske de tre slags sild kan nøjes med at være en enkelt slags, hvis den sild så til gengæld er nøje udvalgt fordi den har en helt særlig smag. Måske medister og flæskesteg kan komme på turnus, så det er flæskesteg det ene år og medister det næste. Måske vi kan gøre os lidt mere umage med at huske, hvor meget der blev spist, så vi næste år kan korrigere mængderne, så der stemmer bedre overens med behovet.
Der kan sagtens være ting at gøre uden at gå på kompromis med det lækre julebord. Derfor skal vi forstå de underliggende mekanismer, der er med til at bestemme, hvordan og hvorfor vi gør tingene i julen. Ellers bliver alle de velmenende råd ligegyldige. Fordi vi handler med følelserne. Derfor er det også følelserne vi er nødt til at forstå for at kunne skabe forandringer uden at øve vold på familiens juletraditioner.
Seneste kommentarer